Vores Fritidsordning og Klub er beliggende på Utterslev Skole.
UFOen har en fælles overordnet pædagogisk målsætning, som bygger på
værdibaseret og anerkendende pædagogik og ledelse.
Vi har en naturfaglig profil, som tager afsæt i udfoldelsen af kreativitet,
det legende i mennesket og det at kunne se mange mulige løsninger med
hensyn til hverdagens udfordringer - hos os er der højt til loftet og plads
til eksperimenter.
Vi sætter fællesskabet i centrum.
Vi bor i vores egne lokaler og benytter hver dag skolens
idrætshal, musiksal og hjemkundskab.
Vi har fokus på emner som kost og bevægelse, 'den gode tone',
venskaber og social dannelse.
UFOen er en integreret del af Utterslev Skole både hvad angår pædagogik,
visioner og værdier.
Lærere og pædagoger har et stærkt fagligt samarbejde omkring børnenes
faglige og sociale udvikling. Vi har fælles projekter, deltager i
lejrskoler og andre sociale arrangementer. Alle pædagogerne lægger timer i
skolen.
I UFOen lægger vi vægt på, at give børnene de bedst mulige rammer for
deres fritidsliv. Vi har dagligt en række pædagogiske projekter og
aktivitetstilbud. Nogle aktiviteter er forpligtende og
andre aktiviteter vælger børnene selv. Samtidig sætter vi også
fokus på vigtigheden af den frie leg. En kombination af dette er efter
vores vurdering den bedste fritidspædagogik og giver den største udvikling
hos det enkelte barn.
Alle vores pædagogiske mål kommer fra vores pædagogiske perspektivplan, som
er mål fra Københavns Kommune.
Hvis du ønsker yderligere informationer, så se dig omkring på hjemmesiden,
eller kontakt os.
|